Toyota åbner for salget af ekstra GR86
01 november 2023
Interessen for en økonomisk attraktiv, baghjulstrukket, letvægts sportsvogn med boxermotor og et ultra lavt tyngdepunkt var overvældende, da Toyota i Danmark åbnede for reservationen af GR86 for lidt over et år siden. Få timer efter var der udsolgt. Men nu er det lykkedes at skaffe nogle få ekstra GR86 til danske kunder, som Toyota åbner salget for i dag.
Toyota i Danmark kunne sidste sommer få timer efter starten på salget af den helt nye sportsvogn, Toyota GR86, melde alt udsolgt. Den store interesse for den køreglade, baghjulstrukne bil kom som en positiv overraskelse for den danske importør, der siden da har arbejdet hårdt på at få allokeret flere biler til Danmark.
Efter måneders ihærdig indsats er det nu lykkes, og Toyota åbner derfor igen for salget af de absolut sidste GR86 til Europa og dermed også til Danmark. Toyota producerer nemlig kun GR86 til det europæiske og danske marked med levering inden sommeren 2024. Så er det slut.
"Vi vidste, da vi åbnede for salget i fjor, at antallet af biler var begrænset. Da vi samtidig så den store interesse for GR86, frygtede vi, at vi ikke kunne imødekomme efterspørgslen, hvilket desværre også holdt stik. Derfor glæder vi os over, at arbejdet med at skaffe en god håndfuld ekstra biler nu har båret frugt, så endnu flere danskere får mulighed for at sikre sig en af markedets sjoveste køremaskiner til prisen," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Syv ekstra sportsvogne
Han afslører, at der er tale om i alt syv ekstra sportsvogne til det danske marked. Der i Danmark i forvejen solgt 29 af den nye GR86, så med de syv ekstra vil det samlede antal solgte GR86 sportsvogne dermed nå 36 senest til sommer. Her skal alle GR86 være indregistreret for at få tilladelse til at køre på offentlige veje i Europa.
De ekstra biler til danske kunder er blevet mulige som følge af en ekstra sending GR86 fra fabrikken i Japan til det europæiske marked i forhold til den oprindelige plan grundet en stor efterspørgsel.
Den store efterspørgsel skal bl.a. ses i lyset af, at det ikke længere vil være muligt at nyregistrere GR86 i Europa fra sommeren 2024. De europæiske regler for vejskilteassistent-systemer skærpes nemlig fra næste år, og hvis GR86 skulle leve op til de skærpede regler, ville det kræve så markante strukturelle ændringer i designet med bl.a. højere taglinje og en forrude placeret længere tilbage, at ingeniørerne skulle gå på kompromis med modellens fundamentale filosofi om optimalt tyngdepunkt og lav vægt.
Det er ikke kun det begrænsede antal biler og deadlinen den kommende sommer, der forklarer den ekstra store interesse for GR86. Den nye sportsvogn står nemlig først og fremmest for ægte køreglæde, hvilket er en faktor, færre og færre biler har som højeste fokusområde. GR86 bygger videre på flere af de elementer, der på relativt kort tid gjorde forgængeren, GT86, til en eftertragtet sportsvogn blandt feinschmeckere.
"Det er en analog bil i en digital tidsalder. Måske endda en af de sidste af sin slags overhovedet. Det har helt sikkert medvirket til den ekstra store interesse," vurderer Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
20 kg lettere
Frontplaceret, firecylindret boxermotor, baghjulstræk og et ultra lavt tyngdepunkt udgør pakken, der samlet set endda er blevet godt 20 kg lettere end den i forvejen vægtoptimerede forgænger, GT86. Det skyldes bl.a. øget brug af både højstyrke stål og aluminium i synlige såvel som mere gemte dele. Et af de synlige områder, hvor aluminium har erstattet stål, er taget, hvilket alene sikrer en vægtbesparelse på små to kilo og reduktion af tyngdepunktet på 1,1 mm.
Det er i det hele taget kendetegnet ved GR86, at der er kræset for de mindste detaljer for at kunne tilbyde en så gennemtænkt og optimal køreoplevelse som muligt med mest mulig smil på læben.
GR86 har fået en helt ny og mere kraftfuld 2.4-liters, firecylindret boxermotor med 234 hestekræfter, hvilket er hele 34 hestekræfter mere end den tidligere 2.0-liters boxermotor i GT86. Men dér hvor man virkelig mærker forskellen, er i den nye motors maksimale drejningsmoment, der er øget til 250 Nm, og som allerede opnås fra 3.700 omdrejninger til forskel fra tidligere, hvor man skulle op på 6.600 omdrejninger for at nå de dengang maksimale 205 Nm.
Samtidig er accellerationskurven gjort mere linær, og alt dette gør, at man får en markant kraftigere acceleration, der nu sender GR86 fra 0 til 100 km/t. på blot 6,3 sekunder i udgaven med seks manuelle gear mod tidligere 7,5 sekunder. Det er også muligt at få GR86 med seks-trins automatgear. Her lyder accellerationen fra 0 til 100 km/t. på 6,9 sekunder.
Et af de afgørende kendetegn ved den gamle GT86 var nogle sublime køreegenskaber, og her er Toyota på ingen måde gået på kompromis med GR86, der bevæger sig helt, som føreren ønsker det. For at sikre at motorens ekstra kræfter også leder til endnu bedre dynamiske egenskaber, har Toyota-ingeniørerne benyttet højstyrke stål i karosseriet. Det har gjort karosseriet 50 procent stivere og været med til at reducere vægten yderligere.
Lavere tyngdepunkt
Dimensionerne på GR86 er næsten de samme som på GT86. Dog er højden reduceret 10 mm til 1.310 mm, mens der er lagt 5 mm til akselafstanden, som nu måler 2.575 mm. Det lavere tyngdepunkt er naturligvis centralt for bilens dynamiske egenskaber og for køreoplevelsen og understøttes af, at førerens hoftepunkt er sænket 5 mm.
Det er Toyotas motorsportsafdeling, TOYOTA GAZOO Racing, der har haft den ledende rolle i udviklingen. GR86 skriver sig dermed ind som den tredje i rækken af nye GR-modeller fra Toyota, der tidligere har lanceret både GR Supra og GR Yaris - og med en pris fra 521.990 kr. også som den økonomisk lettest tilgængelige GR-model.
Er man interesseret i at bestille GR86 som en af de sidste i Danmark, skal man kontakte sin lokale Toyota-forhandler. Man skal dog ikke vente længe, da det efter de syv ekstra biler til Danmark definitivt vil være slut for salget af GR86 i Danmark.