Toyota øger salget på verdensplan

10,5 mio. biler. Så mange biler solgte Toyota på verdensplan i 2021. Dermed øger Toyota salget med over 10 procent sammenlignet med året før. Det viser helt nye tal fra den japanske mobilitetsgigant. Stigningen i Toyotas globale salg sker på trods af et år med store udfordringer som følge af den verdensomspændende covid-19 pandemi og generelle mangel på mikrochips i bilbranchen. Tallene for 2021 afslører desuden et rekordhøjt salg af elektrificerede biler fra Toyota, der med 2,6 mio. fabriksnye hybridbiler, plug-in hybridbiler, elbiler og brintbiler kan kalde sig verdens mest elektrificerede mobilitetskoncern.


Fredag den 28. januar 2022

Verdens største mobilitetskoncern, Toyota, har netop offentliggjort salgstallene for 2021 og øger salget på verdensplan markant. Toyota-koncernen sendte således 10,5 mio. fabriksnye køretøjer ud til ventende kunder i 2021, hvilket er en stigning på 10,1 procent sammenlignet med året før.

Den betydelige fremgang i salget skal ses i lyset af et år, der fortsat har været præget af covid-19 pandemien og udfordringer for hele bilbranchen med at skaffe nok mikrochips til bilerne. Men på trods af de store udfordringer lykkedes det altså Toyota at begrænse følgerne og øge salget på verdensplan.

Toyota solgte flest biler på det asiatiske marked, hvor man leverede over 3,1 mio. biler fraregnet det japanske hjemmemarked. Efterspørgslen var størst i Kina, der tegnede sig for næsten 2 mio. Toyota’er i 2021. På hjemmemarkedet i Japan solgte Toyota knap 1,5 mio. biler, mens Toyotas ubetinget største marked var USA, hvor over 2,3 mio. fabriksnye biler fra Toyota fandt sin første ejer.

Også fremgang i Europa

I Europa mærkede Toyota også til fremgangen med et stigende salg på 7,8 procent sammenlignet med 2020, hvilket betød et salg på 1,032 mio. fabriksnye biler.

En af forklaringerne på det øgede salg er en rekordhøj interesse for elektrificerede biler som hybridbiler, plug-in hybridbiler, elbiler og brintbiler fra Toyota over hele verden. De helt nye tal viser, at Toyota solgte 2,622 mio. elektrificerede biler på verdensplan i 2021, hvilket er ny rekord og hele 33 procent mere end i 2020, der med 1,959 mio. ellers sad på den hidtidige rekord.

2,482 mio. – og dermed langt hovedparten af Toyotas solgte elektrificerede biler i 2021 – var fuld hybridbiler. Det er biler, der både har en benzinmotor og en elmotor, og som ikke skal lades op med ladestik. Opladningen sker automatisk under kørslen primært som bremseenergi, som så kan bruges til fremdrift af bilen enten udelukkende på el med slukket benzinmotor eller på en kombination af benzin og el.

19 mio. hybridbiler

Toyotas salg af fuld hybridbiler gjorde, at koncernen i 2021 samlet rundede 19 mio. solgte fuld hybridbiler siden introduktionen af verdens første masseproducerede fuldhybridbil, Prius, i 1997.

Toyota forventer fortsat et stort salg af hybridbiler i 2022 og introducerer i Danmark bl.a. en helt ny udgave, Corolla Cross, der bliver den første model i verden med femte generation hybridteknologi. Der er også flere ny plug-in hybridbiler og fuldt elektriske biler på vej fra Toyota, som senere i 2022 er klar med koncernens første dedikerede elbil, bZ4X. Den er udviklet og bygget som elbil fra grunden og bliver den første af en række helt nyudviklede fuldt elektriske biler i Toyotas nye elbilsserie med navnet bZ.