Toyota sætter power og pris på ny Yaris Cross

07 maj 2024

Den blev kåret som verdens bedste bybil i 2022 og endte som den mest populære model i sin klasse både i Danmark og Europa i fjor. Nu er Toyota klar til at introducere en ny udgave af sin kompakte SUV-model, Yaris Cross, med en ekstra, helt ny og kraftigere hybridmotor, digitalt cockpit og nye avancerede sikkerhedssystemer til priser fra 269.990 kr.

Toyotas kompakte SUV-model, Yaris Cross, blev med 2.230 nyregistrerede biler i fjor den mest populære i sin klasse i Danmark. Og med knap 200.000 solgte biler på europæisk plan sluttede den også i top i sin klasse i Europa. Til trods for at Yaris Cross på rekordtid har opnået stor popularitet, fornyer Toyota nu modellen.

Det sker med en ny og kraftigere hybridmotor med 130 hestekræfter i tillæg til den eneste tidligere motorvariant med 116 hestekræfter. Derudover får den nye Yaris Cross digital instrumentering og et endnu højere sikkerhedsniveau. Samtidig løfter Toyota sløret for priserne på den nye Yaris Cross, der kan fås fra 269.990 kr. for udstyrsudgaven Active.

Her får man som standard en omfattende mængde af udstyr bl.a. 16" alufælge, 9" multimedie touchskærm, DAB+ radio, automatgear, bakkamera, sædevarme, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, klimaanlæg, læderrat med varme, tagræling, elsidespejle med varme, LED-kørelys og LED-baglygter samt den seneste generation af Toyotas avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense 3 med endnu flere sikkerhedsfunktioner end nogensinde før - blot for at nævne lidt.

Forhindrer ulykker
For kun 8.000 kr. mere kan man tilvælge en Safety-pakke, der rummer parkeringssensorer med bremsefunktion både for og bag, blind spot monitor og Safe Exit Assist, der advarer visuelt og med lyd, hvis man vil åbne døren, og der kommer en bil, cyklist eller fodgænger bagfra. Det skal være med til at forhindre ulykker, når man stiger ud af bilen.

Går man et niveau op til udstyrsudgaven Style, kan man glæde sig over bl.a. 17" alufælge, 10.5" multimedie touchskærm, cloudbaseret navigation med liveopdatering af trafikken, nøglefri betjening, Over-the-air-opdateringer og mørktonede ruder bag. Yaris Cross Style har en merpris på 25.000 kr. i forhold til Active-udgaven.

Den nye, trecylindrede 1.5-liters hybridmotor med 130 hestekræfter og et 30 procent højere maksimalt drejningsmoment på 185 Nm øger accelerationen fra 0 til 100 km/t. med et halvt sekund - og endnu vigtigere også ved overhalinger i fart. Det lyder måske ikke er meget, men følelsen bag rattet er mærkbar.

Power på motor og udstyr
Med den kraftigere hybridmotor følger også automatisk nogle af de højeste udstyrsudgaver. Der er således ikke kun fuld power på motoren, men også på udstyret i udgaven med navnet Elegant, der koster 329.990 kr. Her finder man på udstyrslisten fx både 18" alufælge, 2-zonet klimaanlæg med Nanoe-x teknologi, der renser og fugter ens hud og hår, 12.3" digitalt førerinformationsdisplay, sportssæder foran, del-kunstlæder interiør i kombination med stof, elbagklap med sparkefunktion og trådløs opladning af mobiltelefon.

De to absolutte topudgaver både motormæssigt og udstyrsmæssigt er GR Sport og Premiere Edition, hvor førstnævnte koster 30.000 kr. mere og sidstnævnte 70.000 kr. mere end Elegant. Så er der også skruet udstyrsmæssigt op for alt, hvad man kan forestille sig med intelligent firehjulstræk, Matrix-forlygter, JBL Premium lydanlæg med 8 højttalere, head-up display, panoramaglastag, metallak, sortlakeret bitone tag og særligt designede 18" alufælge.

Et af de områder, Toyota har forbedret på den nye Yaris Cross, udover tilføjelsen af en kraftigere hybridmotor, digital kabine og højere sikkerhedsniveau, er på dæmpningen af støj og vibrationer.

Dynamisk støjdæmper
Venstre side af motorophænget har fået monteret en dynamisk dæmper, en resonator er monteret ved indsugningen, støjdæmpningen af instrumentpanelet er ændret fra enkelt til tre-lags konstruktion, mens der er tilføjet et ekstra lag støjdæmpende filt på området mellem motorhjelm og forrude. Samtidig er der benyttet tykkere glas til forruden samt til sideruderne både for og bag.

Multimediesystemet rummer nu en mere intuitiv stemmegenkendelse med stemmeagenten "Hey Toyota", der reagerer på mere naturlige former for tale. For eksempel skal man blot sige "Hey Toyota, jeg fryser", hvorefter systemet automatisk skruer op for temperaturen på klimaanlægget.

Opdateringer og tilføjelse af nye funktioner til bilen sker desuden "over-the-air" uden at skulle forbi sin Toyota-forhandler. Det gør sig også gældende for bilens sikkerhedssystemer, der ligeledes kan opdateres og med tiden udbygges "over-the-air".

Nye avancerede førerassistenter
Sikkerhedspakken i den nye Yaris Cross rummer som standard flere nye avancerede førerassistentsystemer, som enten ikke kan fås i konkurrerende bilmodeller, eller i bedste fald koster ekstra. Et nyt kamera og en ny radar med længere og bredere rækkevidde end før øger systemets evne til at forudse og forhindre potentielle ulykker.

Den automatiske nødbremse kan fx nu opdage og mindske risikoen for en eventuel kollision med en modkørende, ligesom endnu flere typer af trafikanter kan genkendes, herunder fodgængere, cyklister og nu også motorcykler.

Vejkrydsassistenten, der debuterede i søstermodellen Yaris i 2020, er også blevet forbedret og monitorerer bredere og identificerer nærgående trafik på tværs af to vejbaner samt krydsende cyklister og køretøjer, der skærer ind fra siden i et vejkryds. Toyota Safety Sense-pakken rummer også en accelerationsbegrænser, der griber ind for at bremse enhver pludselig acceleration, når den registrerer risikoen for en kollision med et forankørende køretøj.

Sænker automatisk hastigheden
Sikkerhedspakken byder også på en proaktiv køreassistent, der er designet til at hjælpe med at undgå velkendte ulykkessituationer ved lav hastighed. Assistenten sørger automatisk for at sænke farten på jævn vis, når føreren nærmer sig et langsommere, forankørende køretøj og slipper foden fra speederen, og genkender vejsving og justerer automatisk styrekraften for at hjælpe føreren med et jævnt og stabilt sving.

Det er blot nogle af de nye funktioner, ligesom flere allerede eksisterende sikkerhedsfunktioner er blevet videreudviklet og gjort endnu bedre herunder bl.a. den adaptive fartpilot, som reagerer hurtigere og fungerer mere naturligt end nogensinde før. Når et andet køretøj bevæger sig ind foran i vognbanen, sker decelerationen fx mere gradvist.

Den nye Yaris Cross bliver introduceret i Danmark i starten af juni, hvor man vil kunne se og prøvekøre den hos Toyota-forhandlere over hele landet. Inden da kan se alle priser og udstyrslister på toyota.dk, ligesom det også er muligt allerede nu at bestille den nye Yaris Cross.